BREVET...

BREVET kom heldigvis ikke til min postkasse i dag.
Jeg har slet ikke ord for hvor lettet jeg er.
For hvor har den sidste tid  været forfærdelig og ulidelig lang....
Så i morgen tidlig starter jeg på en frisk, nærmest som at starte på et helt nyt liv, for helt ærligt så havde jeg slet ikke været parat til at lave mit liv om lige nu....
I den forgangende måned er mange dybe tanker og mulige løsninger blevet gennemtænkt, vendt og drejet. Men altid er jeg kommet til samme sted, nemlig lige der hvor man ikke tør tænke længere (hvis i forstår), dertil hvor ens følelser ikke længere har lyst til at gå videre, dertil hvor tankerne vil gøre rigtig ondt.
Nu sidder jeg så tilbage med en kæmpe lettelse, men også en stor tristhed på min kollegas vegne som desværre var så uheldig at få brevet i dag...Stakkels hende og stakkels hendes familie og deres fælles liv og hverdag....Jeg håber bare for hende at hun må finde sig et nyt job og få en normal hverdag igen...

Jeg bryder mig ikke om postbude i dag

Jeg venter....og venter....og venter........ og det er ulidelig at vente på denne her måde...Sovet har jeg så godt som ikke i nat og min mave har det heller ikke for godt...Men det eneste der er at gøre, er at blive ved med at vente og så bede til at han ikke kommer til min postkasse.......